Dittes Grundlovstale

07.06.2018
Grundlovstale af højskoleelev, Ditte Eg Pedersen.

Jeg er en ung kvinde på snart 23 år. Jeg er født og opvokset her på Fyn. Jeg har både instagram og snapchat, og jeg ser netflix cirka en gang om dagen. Jeg elsker en kold cola, og jeg kan snildt spise en plade chokolade på en halv time uden at få kvalme. I gymnasiet dumpede jeg skriftlig matematik, så tal er ikke min stærke side. Jeg ved heller ikke særlig meget om politik. Og for at være helt ærlig, så ved jeg heller ikke særlig meget om grundloven. Til gengæld er jeg rigtig sød. Jeg er empatisk, omsorgsfuld og god til at lytte. Og så kunne man måske få lyst til at spørge, hvad i alverden jeg så laver her. På grundlovsdag, for at holde tale. Jeg står her, fordi jeg har noget på hjerte. I dag har jeg to ting på hjerte, jeg gerne vil dele med jer. 

 

Nummer et!

Jeg er en del af den danske ungdom og ligesom så mange andre på min alder, er jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal finde ud af hvad der skal ske og hvilket menneske jeg gerne vil være. Og hvordan skal jeg finde ud af det? Christen Kold, som er en af grundlæggerne af Ryslinge Højskole, sagde at man skal oplives før man kan oplyse. Han ville gerne gøre hans elever glade for livet og dermed give dem lyst til at udforske livet, foran og omkring dem. Hvis I spørger mig, så kunne vi godt bruge nogle flere som tænker ligesom Christen Kold. Om en måned er det tre år siden, jeg blev student og gik ud af gymnasiet, og jeg må sige at jeg på ingen måde har travlt med at få mig en uddannelse. Og slet ikke nu, hvor jeg kun har et skud i bøssen. Jeg vil gerne stå fast på min ret til at stoppe op, trække vejret og mærke efter. Og finde lysten til at lære, i stedet for at leve i systemets travlhed. Som ungt menneske i Danmark, har vi alle muligheder i hele verden, og vi kan næsten blive til lige det vi har lyst til. Men vi kan ikke holde til presset. Den danske ungdom beder i dag om psykologhjælp som aldrig før. Hvis vi har alle muligheder, så er det jo vores egen skyld, hvis vi ikke opnår de mål eller den succes vi sætter os for. Og så synes jeg ikke det er så underligt at mange søger psykologisk rådgivning, så vi kan blive fritaget fra den evige skyldfølelse vi går rundt med, når vi oplever personlig uformåen. Ungdommen er fremtiden, men vi bliver nødt til at kende os selv, før vi kan bære samfundets byrder på vores skuldre. Jeg tror ikke vi lærer os selv bedre at kende ved at haste os igennem uddannelsessystemet. Jeg tror vi skal stoppe op og trække vejret, og ud i verden og skabe nogle relationer, som gør os klogere på mennesker og dermed også os selv. Vi kan altid åbne en bog og blive klogere, men vi skal have noget livserfaring før vi bliver en del af systemet. Og man kan ikke læse sig til livserfaring. Det er nemt for mig at sige, og svært at handle på. Mit ønske er, at der er nogen der lytter til os, så skal vi nok gøre vores bedste for at leve op til forventningerne. Vi skal bare have os selv med, hele vejen igennem. 

 

Nummer to!

Jeg bor i Danmark, derfor kan jeg stå her, og i princippet sige lige hvad jeg har lyst til. Vi er nemlig rigtig heldige, os danskere. Vi bor i et land hvor vi har ret til at tale frit. Frihed til at ytre os. Frihed til at sige lige præcis det vi har på hjerte. Og det er jo fantastisk. Alligevel oplever jeg tit at ytringsfriheden bliver taget meget bogstaveligt. Bare fordi vi har retten til at ytre os, betyder det ikke at vi SKAL ytre os. Vi råber højt og ytrer os det bedste vi har lært, fordi vi har friheden til det. Friheden til at brokke os over for få gratis dyrekort i Føtex, eller giraffer der bliver aflivet i Zoologisk have eller at forbindelsen går ned for Yousee nytårsaften, så vi ikke kan se nytårstalen. Og det her er altså virkelige eksempler. Og det er endda blevet endnu nemmere nu, fordi vi har de sociale medier, så nu kan vi sidde bag en skærm og brokke os. Men der er noget vi glemmer. Vi glemmer at lytte til hinanden. Og det kan godt være vi har friheden til at ytre os, men den frihed medfører også et ansvar. Et ansvar for at råbe højt på andres vegne end vores egen. Et ansvar for at være talerør for dem, som ikke har den samme frihed som os. Som kunstner, i den ene eller den anden forstand, kommer alt dit arbejde ud fra noget indeni. Noget som du har på hjerte. Vi har en platform og et rum til at sortere i vores ytringer og belyse noget der føles vigtigt. Og vi har et kunstnerisk og menneskeligt ansvar for at fortælle ALLE historier. Både om de gode mennesker, men også om de onde. Om de svage og de stærke. Fordi kunst er et stort spejl, hvor vi ser os selv udefra. Kunst kan være med til at skabe en større forståelse af verden, og gøre den mindre firkantet og mindre egocentreret. Det er så vigtigt at vi fortæller historier om de mennesker som tænker radikalt anderledes end os selv. Der er nemlig stor forskel på forståelse og accept. Jeg så engang en forestilling som handler om pirater i Somalia og om hvordan de kaprer skibe og tager sømændene som gidsler. Inden jeg så forestillingen forventede jeg at historien ville handle om de gode og uskyldige sømænd, og de onde og modbydelige pirater. Men den her forestilling var anderledes, fordi det var piraternes historie der blev fortalt. Vi fik historien om mennesket bag piraten. Jeg accepterer ikke pirateri i Somalia. Men når jeg hører historien om en ung, fattig, somalisk dreng, som er blevet en del af pirateriet, fordi der er nogle højere, ubehagelige magter, som tæsker ham, eller i værste fald slår ham ihjel, hvis han ikke gør det, så forstår jeg bedre, hvorfor han er pirat. Og det er en af grundene til at kunst er så hamrende vigtig, fordi den vækker vores rummelighed, medmenneskelighed og indsigt. 

Jeg står nu her på grundlovsdag, og selvom jeg hverken kan løse en andengradsligning eller nævne ministerrækken, så vil jeg hele tiden blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske. Og jeg vil hele tiden huske mig selv, og nu også jer, på at vi skal lytte til hinanden. For i bund og grund kan vi intet, og vi er intet, uden hinanden. 

Rigtig god grundlovsdag! 

 

Af Ditte Eg Pedersen, Højskoleelev Foråret 2018. 

 

Kom og besøg Ryslinge Højskole

Du er altid velkommen til at besøge os - book en rundvisning når det passer dig!