Elevtale "Der sker noget magisk"

22.06.2017
Højskoleelev, Frida Hjeresen, var forårsholdets taler til afslutningen. Læs talen her.

Så Ryslinge Højskole, nu går den altså ikke meget længere.

Selvom vi ikke vil give slip, så bliver vi nødt til det.
Lad os se slippet som et slip hen til noget nyt. Tage springet. Også herfra. Både dem som bliver og dem som ikke vænner tilbage efter sommer.

 

Jeg tror godt jeg tør sige at det ikke er en dag vi som sådan har ventet på. Men vi har tænkt meget på den. I hvert fald her på det sidste.

Lærerne har også været gode til at nævne dagen for et par uger siden. De ved det er et ømt punkt og vi vil helst ikke vil høre det, men jeg tror det er godt at vi har haft tid til at vænne os til tanken.

 

Jeg syntes dog også vi skal prøve ikke at se for negativt på denne sidste dag. For i bund og grund så er den ligeså vigtig som den første dag. Hvis ikke vigtigere.
Vi er jo meget dygtigere, klogere og mere standhaftige i dag end vi var første dag vi trådte ind på skolen.

Vi har været på en ”fyld-din-rygsæk-rejse”, som hjemmesiden beskriver det. Ikke kun ind i skuespillerens verden, men også ind i den verden vi har skabt sammen her på skolen og ind i en verden inde i os selv, hvor vi har udviklet os. Vi har været ude på en kæmpe rejse. En rejse som har foregået lige her. Vi skulle ikke om på den anden side af jorden, for at se, mærke og opleve det vi har oplevet her. Sammen.

 

Jeg vil nu spole tiden tilbage til starten. Tilbage til ankomstdagen.

Vi fik alle sammen stukket en hjerteballon i hånden, som vi pustede op. Ballonen voksede rummelig og da den var rummelig nok, gav vi slip. Og ud af ballonen susede en masse kærlighed. Her startede kærligheden, som nu kunne begynde at udvikle sig.

Udvikle sig til at vi kort tid efter lå på gulvet i teatersalen med hænderne i luften, hvor vi alle sammen blev ført gennem hinandens hænder. Et fysisk symbol og en kæmpe tillidserklæring der beviste at vi vil støtte hinanden. Løfte hinanden gennem det næste halve år. Så måske i virkeligheden ikke kun en tillidserklæring men også en kæmpe kærlighedserklæring. Blot et par dage inde i opholdet. Det var her vi blev født sammen. Ja, kærligheden fra hjerteballonerne blev til én stor fælles fødsel J

Nu skulle vi lære at kravle, gå, tale. Med andre ord vi skulle nu i gang med at bevæge os ind i skuespillerens verden. Her har vi grint og grædt. Vi har været personlige og private.

 

Nu havde vi lært en masse og skulle nu bestå en slags test. Vi var nået til konfirmationsalderen. Vi skulle i hvert fald sige ja. Ja til en udfordring. Det røde rum. Eller jeg må hellere sige mellemgulvet.

 

Efter dette, mærkede vi får alvor at vi var blevet teenagere. Vi var pludselig ikke så milde. Mere standhaftige. Mere selvstændige. Tonen var mere bestemt. Det kunne særligt mærkes under fællesmøderne og særligt, da Kolds var ved at blive taget fra os. Der blev der gjort oprør.

 

Og inden vi havde fået set os om var vi pludselig blevet voksne. Voksne som snart skal til at flyve fra reden.

 

Vi var et lille frø da vi startede som nu er begyndt at gro. Men det var lærerne der såede os. Dem som gjorde det muligt for os at kunne vokse. Fordi de har skabt et sted, hvor man ved hjælp af egen vilje og eget mod kan vokse.

Jeg tror i høj grad det skyldtes den tryghed der så hurtigt blev skabt. Ved hjælp af blandt andet meget kropskontakt og masser af sved. For vi fik jo at vide at hvis vi ikke delte ud af vores sved, så var vi nærrige. I lærere kastede os ud i en masse øvelser med kropskontakt, hvilket hurtigt blev naturligt for os.

I lærere vil os elever så meget og det kan mærkes. Tak for det, Susan, Jeppe, Hanne, Eva, Ask, Hembo og Janne. Også en tak til Bo, Sofie og Henrik.

 

Der sker noget magisk når vi står sammen som et hold. Om det så er til fællesmøderne, festerne eller på scenen. Når vi alle virkelig er til stede og er på, så er vi noget ganske særligt.

Premiereaftenen under teaterfestivalen var især noget ganske særligt. Vi var samlet - os, gamle elever og lærerne. Vi havde alle været på scenen om dagen. Det var en vellykket premiere. Så stemningen var god og der var en følelse af at vi alle ville hinanden. Som vi sad der mindede det mest om en familiefest, men en slags familie er vi vel også. En lille familie som var samlet og netop denne aften ville hinanden lidt mere end normalt. Måske fordi det kunne mærkes at outrougen var lige om hjørnet.

 

Ryslinge højskole

Selvom vi forlader dig, så føles det mere som om at du forlader os.
Forlad os ikke for hurtigt

Forlad os med et kram som gør os klar til at kramme det som nu skal ske

Forlad os i en afgrund hvorfra vi kun kan klatre opad

Eller

forlad os langsomt og ikke for pludseligt

Helst med små skridt så vi kan vænne os til tanken

Men heller ikke for langsomt for hvorfor trække pinen ud?

Nej forlad os tidligt.

Snart.

Gør det nu hvor vi stadig er unge.

Du har spået et korn som er begyndt at vokse, men vi kan ikke vokse færdig hos dig.

 

Kom og besøg Ryslinge Højskole

Du er altid velkommen til at besøge os - book en rundvisning når det passer dig!