Historie

Ryslinge Teaterhøjskole startede i 2015, men historien begynder meget tidligere...

Ryslinge Højskoles historie strækker sig helt tilbage til 1851, hvor Christen Kold startede en højskole i et bondehus lige uden for Ryslinge. Skolen eksisterede kun i to år. Herefter flyttede den til Dalby, hvor Kold i 1852 havde startet en friskole.

I 1866 startede Ryslinge Højskole på den nuværende placering under ledelse af pastor Johannes Clausen. Udgangspunktet var kristent, i modsætning til Kolds højskole, men senere kom Kolds og Grundtvigs skoletanker til at præge højskolen, og den dag i dag bygger Ryslinge Højskole på traditionerne fra Grundtvig og Kold.

I starten af det nye årtusind begyndte elevtallet på højskolen at falde, og som en konsekvens heraf startede Ryslinge Efterskole op i de samme bygninger. Efterskolen har ca. 150 elever. Læs mere om efterskolen her.

Ryslinge Højskole blev i 2015 relanceret som teaterhøjskole med ca. 40 elever, og kunne i 2016 fejre 150 års jubilæum.

Værdier

Ryslinge Høj- og Efterskole bygger på traditioner fra Grundtvig og Kold. Det betyder, at skolen gennem det levende ord og reflekteret læring skal udvikle elever og medarbejdere til åbne, ansvarlige og aktive medborgere i det globale samfund. Læs mere om Grundtvigs skolesyn her.

Vores tre kerneværdier er: Sæt mennesket først, Tag ansvar og Brug traditionen.

Sæt mennesket først!

Vi byder det enkelte menneske velkommen, alene fordi det er menneske og derfor besidder en værdi i sig selv.

Vi tror på, at elevernes udvikling fremmes ved, at vi i mødet respekterer og udfordrer den enkelte, således at mangfoldige fællesskaber kan etableres gennem hjemlighed, frisind og tillidsfuld involvering.

Vi ønsker at fremme det enkelte individs evne til at udtrykke sig og fortælle sit liv og finde egne uudnyttede ressourcer gennem tilegnelsen af andres fortællinger.

Tag ansvar!

Vi anser individuel og samfundsmæssig ansvarlighed som grundlag for både de personlige og de fælles forandrings- og udviklingsprocesser, der er målet med skolens virke.

Individuelt fordi skolens opgave er at danne eleverne til at være aktive medborgere, som tager selvstændigt og kollektivt ansvar for både eget liv og fællesskabets fremtid.

Samfundsmæssigt fordi skolens virke må være kritisk i forhold til resten af verden, hvorfor et aktivt og udadvendt medborgerskab forventes af såvel organisation som ansatte.

 

Brug traditionen!

Vi er som skole en del af vores egen, lokalsamfundets og landets historie og opfatter skolens, byens og skoleformens tradition som et levende væld af inspiration for fremtidens skolebygning og identitetsdannelse.

Vi bruger traditionen konstruktivt som en grundlæggende inspirations-, forståelses- og handlingsramme for at handle i nutiden og dermed forme fremtiden.

Kom og besøg Ryslinge Højskole

Du er altid velkommen til at besøge os - book en rundvisning når det passer dig!