Dagligdagen

Hvordan forløber en typisk dag på Ryslinge Højskole?

En af vores tidligere elever, Marie-Louise Ottesen, har lavet en instagramdagbog, hvor hun fortæller om en dag på Ryslinge Højskole. Billeder og tekst kom med i en jubilæumsbog, vi udgav i forbindelse med højskolens 150 års jubilæum i 2016.

Klik på det lille billede for at se dagbogen.

Herunder kan du desuden læse mere om de ting, der fylder vores hverdag her på højskolen...

 

 

Morgen

Dagen starter med velkendte lyde. Du vækkes måske af en fløjten fra genboen eller af stemmerne fra to, som går forbi ude på gangen.

På din vej til morgenmaden i spisesalen møder du ham, som du helt sikkert lige skal have den første kop kaffe med, før dagen for alvor starter. Måske møder du én på vej ned af trappen, der skal skynde sig at nå et hurtigt bad efter en rask løbetur eller træning i vores fitness. I spisesalen er der lune morgenboller, varm kaffe og en summen af snak om dagen, der nu kommer.

Vi bliver en del af hinandens daglige morgenrutiner og sætter sammen dagen i gang.

Formiddagssamling

Formiddagssamlingen på Ryslinge Højskole er en lille boble af nærvær, fællesskab og livsfortællinger.

Alle – både lærere og elever - står på skift for formiddagssamlingens indhold. En lille fortælling om vores liv, om det der rører os, et stykke musik, en gåtur – eller lige hvad du måtte have lyst til. Pointen er, at det er en halv time, hvor du kan fremstå foran gruppen og dele hvad du har på hjerte.

Vi bærer alle en flig af hinandens historie videre på vores skuldre. Rummet og sindet indstilles på at lytte, dele og høre din historie.

Efter frokosten

Efter frokosten kan du svinge forbi det gamle lærerværelse Kolds.

Her mødes elever og lærere til kaffe og hygge. I det ene hjørne er der nogen, der har kastet sig over et brætspil, og i et andet gennemgår nogen dagens aviser.

Et af skolens mange elevudvalg mødes og aftaler det næste fællesmøde eller den næste fest, mens der udkæmpes en indædt kamp ved bordfodboldbordet.

Stemningen er uformel, flimrende og varm.

Eftermiddagspause

- og tid til selvfordybelse

Sidst på eftermiddagen, efter en hel dag med fordybelse i arbejdsrummet, er der en kærkommen pause, indtil vi spiser aftensmad.

Her er der egentid - tid til det du lige har brug for. En tur til den nærliggende Dagli´ Brugsen eller den lidt længere gåtur til Spar efter forsyninger, en time på øjet, et stævnemøde med en monolog, som skal læres udenad eller refleksioner over dagens læring sammen med en kammerat.

Sit-Down

Hver fredag mødes vi og runder ugen af i vores samlende og reflekterende "Sit-Down".

Her reflekterer vi over den faglighed og de oplevelser vi har mødt i ugens løb. Vi fordyber os i at skabe anerkendende kammeratskab og kollektiv skaberkraft med fokus på det gode arbejdsfællesskab og berigende højskoleliv.

Og så ønskes dem, der skal hjem og dem, der bliver på skolen: ”rigtig god weekend”.

Aftener

Mandag aften er der åbent i Kunst-lokalet og i Musik, så her er der tid og rum til at kaste sig ud i kreative projekter og musikalsk leg, men mandag aften kan også ligeså vel gå med at læse Shakespeare i biblioteket sammen med en lærer eller spille spil i Kolds.

Tirsdag aften er der blandt andet åbent i Hallen, mens der om torsdagen er fællesaften. Her planlægger bogrupper og udvalg hver en aften af faglig og underholdende karakter. Måske er der et spændende foredrag, måske skal vi synge og danse, måske står aftenen i teatersportens tegn.

Aftenerne på Ryslinge er til afslapning og selvfordybelse, til fællesskab og hygge, og der er en summen af liv rundt omkring på skolen. Der bliver læst, snakket og spillet, der bliver set film, øvet tekster og planlagt diverse skæve og skøre indfald.

Tjanser

Køkkentjanser og område rengøring - en del af skolens tandhjul.

Som elev på Ryslinge Højskole er du en del af et større bofællesskab, hvor vi helt praktisk tager fælles ansvar for, at vi får dejlig mad, og at her er rart at være. Så vi skiftes til på hverdagsaftener at give køkkenpersonalet en hånd med i afviklingen af aftensmaden.

Og en gang om ugen gør vi grundigt rent efter os selv på de fællesområder, vi gør brug af i undervisningen og i fritiden.

På den måde bidrager vi alle til det store fællesskab og tager ansvar for at det store højskolehjul drejer rundt. Skulle der derudover opstå et særligt behov for hjælp i en snæver vending, så er det at “Ta´ en for holdet” en vigtig værdi hos os.

Weekender

Weekender på Ryslinge er til oplevelser, afslapning, fest og farver.

Vi starter weekenden roligt - tid til at vågne i eget tempo. Der har måske været fest om fredagen, måske har vi været en tur i teatret, eller noget helt tredje, og det er i det hele taget sundt at få pustet ud efter en indholdsrig uge.

Vi starter derfor lørdagen med en god gang brunch, og herefter er der så weekendmøde, hvor weekendens program lægges på plads.

Der kan være tema: "Morfar-weekend" med fisketur og godnatfortællinger. Det kan være, vi tager en tur ud i verden, på museum, i svømmehallen, til byen eller biografen, det kan være, vi bliver hjemme for at slappe helt af sammen. Nogen vil måske en tur i Kunst og nørkle, nogen vil en tur i Hallen og få pulsen op, mens endnu andre har en aftale med den sidste sæson af 'Skam' eller 'Game of Thrones' oppe i vores biograf. Men fælles for alle weekender er, at det er et samlende pusterum.

Bogruppen

Bogruppen er den "lille familie" i det store fællesskab.

En bogruppe på Ryslinge Højskole består af elever, som bor umiddelbart i nærheden af hinanden, samt en tilknyttet højskolelærer. Det er en tryg base, hvor vi er særligt opmærksomme på hinandens trivsel og udvikling.

Bogruppen samles en gang om ugen til bogruppemøde, hvor alt kan bringes op. Her er der rum for en uformel snak om, hvordan det går lige nu, og hvad der rører sig hos den enkelte, i bogruppen og i det store fællesskab.

Det er også i bogruppen, vi planlægger fællesaftener for de andre bogrupper med temaer fra verden i og omkring os.

Fællesmødet og de mange udvalg

Fællesmødet er højskolens demokratiske forum, hvor den fælles samtale og refleksion er i fokus. Her har vi en gang om ugen mulighed for at se hinanden i øjnene alle sammen, og tale om alt fra temaet for den næste fest til fundamentale værdier for et godt fællesskab.

Der er altid en livlig stemning og debat til Fællesmødet, der ofte starter med en dans og slutter med et energisk kampråb til at sparke dagen i gang.

Det er derudover også på Fællesmødet, at skolens mangefacetterede udvalgskultur har rod. Vi starter altid et ophold med at finde i hvert fald fire centrale udvalg: et festudvalg, et køkkenudvalg samt udvalg for henholdsvis skolens café og for selve planlægningen af Fællesmødet. Men derudover opstår der altid spontane behov for alle mulige andre udvalg - såsom sports og kulturudvalg, udvalg for afspænding og meditation, udvalg for poesiaftner og teoretisk nørderi, samt endnu mere nicheprægede udvalg som det tidligere 'Glemte Ting-udvalg' og 'Af & Te Udvalget', der sørgede for at variere mulighederne for skolens tedrikkere.

I alle tilfælde er det demokratisk deltagelse og engagement, der er i højsædet.

Kom og besøg Ryslinge Højskole

Du er altid velkommen til at besøge os - book en rundvisning når det passer dig!

SoMe - Wall