Fra helt grøn til 3. prøven

03.03.2017

Helt grøn og uden nogen former for skuespillererfaring startede jeg på Ryslinge Højskole. Efter et år på stedet, kastede jeg mig så ud i optagelsesprøven på skuespillerskolen, for første gang. Med min Shakespeare monolog inkorporeret i kroppen fra optagelsesprøvesporet på højskolen, følte jeg mig godt rustet og klar til det. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Men første prøven var en storslået oplevelse. Jeg havde egentlig ikke den bedste mavefornemmelse, omkring mit arbejde på dagen. - Men mod mine forventninger og til min store jubel var jeg dog gået videre til en anden prøve i København!!!  

Anden prøven endte faktisk med at være en endnu større oplevelse end første prøven. Jeg drog derfra med et lettet sind og et kæmpe ønske om at gå videre igen. Optagelsesprøven var heldigvis heller ikke helt ovre for mig endnu, da jeg blev indkaldt til tredje prøve!! 
Overrasket og glad i bolden skulle jeg endnu engang møde op på scenekunstskolen. Nu var jeg altså blandt de tyve sidste ud af ni hundrede ansøgere. Men virkeligheden er jo den, at der er med plads til syv af os på årets hold. Efter fire intense, hårde og samtidig overdrevet spændende dage, var der kun tilbage at afvente svar…..

Det blev et afslag. 

De første efterfølgende dage var hårde, og det føltes lidt som om alting blev smidt på gulvet. Fortvivlelse og en masse uopklarede spørgsmål dukkede op. Men efter lidt tid har jeg slikket sårende og er blevet helt afklaret og ramt af den mest vidunderlige følelse. For første gang var jeg helt sikker på, hvilken drøm der havde valgt mig.

På Ryslinge lærte jeg vigtigheden i at være vågen. Det at virkelig lytte efter og være nærværende. Både på scenen men også i livet generelt. At opleve hvert moment som var det første gang, så med en vågenhed, blod på tanden og en vilje til at give den en endnu større skalle til næste år – glæder jeg mig til optagelsesprøven i 2018.

Af Asbjørn Tøgersen, elev på efteråret 15 og foråret 16

Kom og besøg Ryslinge Højskole

Du er altid velkommen til at besøge os - book en rundvisning når det passer dig!