Uge 31
Se Fyn - cykel- og vandrekursus
Til dig der vil se Fyn fra en ny vinkel mens du træder eller tramper derudaf.
I løbet af denne uge vil vi vandre ad nogle af ruterne på Øhavsstien og cykle rundt i det smukt kuperede syd- og midtfynske landskab, hvor varieret kultur, natur, landsbyer og marker afløser hinanden.
I det syd- og midtfynske landskab er der gode muligheder for at komme rundt til fods og på cykel, ad stier og små landeveje. Vi vil besøge folk, der har interesse for cykling, og høre om ekstraordinære langture. Alle deltagere vil få masser af gode tips og inspiration til udstyr og ture med hjem fra kurset.
Der er lagt op til gode dagsture, hvor vi får rørt os, uden at der bliver tale om marathondistancer...
Ryslinge Højskole

Ryslinge Højskole er oprettet i 1866 og dermed Danmarks næstældste højskole. Vi bor midt i Danmark i et af landets smukkeste områder. Højskolen har plads til 160 overnattende gæster og er udstyret med alskens moderne bekvemmeligheder. Vores værelser er med bad og toilet. Skolens idrætshal, trådløse internet og den formidable park står naturligvis til rådighed.
Ryslinge ligger midt mellem Odense, Svendborg og Nyborg. Der er fire kilometer til nærmeste motorvejsafkørsel, 200 meter til stoppestedet på Fynbus rute 121 og i forbindelse med sommerkurserne arrangerer vi bustransport fra Nyborg Station, så du bliver kørt gratis lige til døren.
Når først opholdet er betalt, kommer der ikke yderligere udgifter til. Prisen er inklusive mad, overnatning, udflugter, underholdning, undervisning, sengetøj med linned samt håndklæder. Dog skal man betale for øl, sodavand og vin i forbindelse med måltider og hyggeaftener.
Ryslinge Højskole er en røgfri skole, men der er overdækkede rygeområder udendørs.
Kursernes dagsrytmer er meget forskellige og byder på foredrag, ekskursioner, friluftsliv mv. Fælles for alle er dog morgenmaden og morgensamlingen. Der vil altid være rigeligt med pauser samt kaffe og the.