Ny historielinje på Ryslinge Højskole25. juli 2010 22. august 2010 starter første hold på Ryslinge Højskoles nye historielinje. Rigtig mange unge mennesker interesserer sig for Danmarks- og verdenshistorien og søger en dybere forståelse af, hvor vi kommer fra som samfund og folk. Desværre lever historieundervisningen i folkeskolen og gymnasiet ikke altid op til de unges krav og behov. For eksempel savner mange en ”kronologisk knagerække” i form af overblik og sammenhæng at hænge deres historiebevidsthed op på. Det kan man nu få på Ryslinge Højskole. Der undervises i seks timer om ugen på linjen. Hertil kommer seks timers projektarbejde, hvor eleverne arbejder med individuelle projekter. Vi vil arbejde med historien fra oldtid til nutid på et væld af forskellige måder. Dels gennemgår vi de lange linjer i både Danmarks- og verdenshistorien for at skabe sammenhæng og overblik. Vi arbejder også med historisk metode, altså redskaberne der bruges til at skabe viden om fortiden, ligesom vi introducerer alle de vigtigste retninger inden for historiefilosofien. Endelig arbejder vi med historieformidling i form af udstillinger, artikler, bøger, tv-programmer, foredrag m.v. I løbet af de 17 uger, opholdet varer, udvælger vi i fællesskab en række temaer, som vi går mere i dybden med. Det kunne være 2. verdenskrig, oplysningstiden, militærhistorie, kulturhistorie, biografien som genre eller lignende. Undervisningen varetages af højskolelærer Rasmus Dahlberg og højskoleforstander Asser Amdisen, som begge er universitetsuddannede historikere med erfaring fra en omfattende både videnskabelig og formidlende produktion. Derudover byder linjefaget på ekskursioner, gæstelærere og formidlingsprojekter samt mulighed for efterfølgende praktikophold på et museum, arkiv el.lign. Ryslinge Højskoles historielinje henvender sig til alle, der ønsker at blive klogere på den verden, vi lever i. En særlig målgruppe er unge, som efterfølgende planlægger at studere historie, samfundsvidenskab, arkæologi, antropologi eller etnologi på universitetet eller beskæftige sig med for eksempel journalistisk eller andre former for formidling. Prisen for et ophold på Ryslinge Højskole er fra 1.225,- pr. uge inkl. kost, logi og undervisning. Yderligere oplysninger fås hos højskoleforstander Asser Amdisen, tlf. 2137-4552. |

