Angreb på en tradition26. maj 2010 Pressemeddelelse
I regeringens nye genopretningsplan rammer en af mange reduktioner i de offentlige udgifter højskolernes korte kurser. Over de næste tre år vil de skulle beskæres med 55 mio. om året, hvilket vil betyde, at der i fremtiden i store træk ikke vil være offentlige midler til den type kurser. Det er trist – ikke for os, men for alle de danskere, som regeringen dermed holder væk fra uddannelse og kultur. I Ryslinge afholder vi hver sommer over 20 forskellige korte kurser. Langt de fleste er rettet mod ældre mennesker, men hvert år afholdes også tre familiekurser med stor opbakning. Kurserne handler typisk om historie eller kultur, men emnet er ikke afgørende for et kort kursus – det er målgruppen og metoden. Målgruppen er altid bred forstået på den måde, at kurserne skal være åbne for alle, og alle skal kunne deltage uden særlige forudsætninger. Ved at lave undervisning og kulturtilbud, der på den måde giver alle adgang til viden, baggrundsviden og kultur, er højskolen i fin overensstemmelse med traditionen i den danske folkeoplysning, hvor adgangen til viden (bibliotekerne), uddannelse (folkeskolen) og historien (museerne) har været med til at danne et samfund, hvor dannelse og uddannelse ikke er en sur pligt forbeholdt de få, men derimod en levende del af dansk kultur for de mange. Inden for de senere år er emnerne for kurserne blevet bredere, og nye veje er blevet betrådt, men takket være lovgivningen og de statslige tilskud har der været en konstant sikring af det faglige niveau og relevans. Med regeringens genopretningsplan vil skolerne nu skulle søge nye veje; måske bliver kurserne erstattet med udlejninger, eller måske afvikles kurserne uden for loven – men så er det ikke længere den almene dannelse og kulturformidlingen, der er i centrum, men derimod kampen for dækningsbidraget; den enkelte skoles kamp for økonomisk overlevelse. På Ryslinge Højskole ønsker vi at lave alment dannende kurser for alle typer mennesker. Vi har udviklet nye kurser om fodbold, erotik, historie, kultur og sang for at trække nye grupper af mennesker på højskole. Vi har kæmpet for at sætte en dagsorden, hvor det ikke er en modsætning at være både klog og underholdende. Over de seneste måneder har især Ryslinge Højskoles VM-kursus været i centrum for en del debat. Kurset er et gennemarbejdet og solidt kursus (indholdsplan kan rekvireres på skolen), som vi er meget stolte af, selvom der ikke er den store tilslutning til kurset. Om den manglende tilslutning har noget at gøre med den megen negative omtale, der fulgte ministerens udtalelser 5. og 6. april, er vanskeligt at afgøre. Traditionen med korte kurser er i modsætning til, hvad der ofte bliver sagt, ikke ny. Det første korte kursus i Ryslinge ”8 dage på højskole” blev gennemført allerede i 1920 – de korte kurser her i huset kan altså i år fejre 90 års fødselsdag. Ryslinge Højskole håber, at politikerne besinder sig, så det også kan blive muligt at fejre 100 års jubilæum for korte kurser på Ryslinge Højskole. med venlig hilsen
Asser Amdisen |

